Ulla Munksgaard (1953 – 2025) – mindeord

D. 21. Januar 2025 døde Ulla af den kræftsygdom, hun havde haft i cirka et år. Hun vil være savnet hos de mange, der har kendt hende som det livsglade og dedikerede menneske, hun var.

Jeg havde den glæde at lære Ulla at kende i sommeren 2019. Jeg fik via kontakter i Alternativet at vide, at Ulla ville være den perfekte person at invitere i BIENs telt på Folkemødet i Allinge til at tale om borgerløn og den grønne omstilling.
Da jeg ringer til Ulla og spørger, er der ingen tøven, det vil hun gerne. Men hvor skulle hun bo? Jeg kan kun tilbyde hende at bo i en tolv m2 hytte på Lyngholt Familiecamping sammen med mig i en dobbeltseng. Og sådan gik det til, at vi blev room mates i de tre dage folkemødet stod på. Ullas oplæg var godt og gav en livlig debat. Især husker jeg nogle unge piger, der kom fra højskolernes telt, der tog den grønne borgerlønsfortælling til sig, men udfordrede Ulla ved at stille sig tvivlende over for, om det nu ville være alle, der ville neddrosle lønarbejdet for at bruge deres indvundne tid i et kommende borgerlønssamfund på at ændre deres daglige vaner i bæredygtig retning. Det var Ulla nu overbevist om, at langt de fleste ville. Optimist på menneskehedens vegne, det var Ulla.

I de lange samtaler vi havde de aftner i hytten, lærte jeg Ulla at kende som et menneske, hvis værdier matchede det parti, hun havde valgt at engagere sig i, og den optimisme gav hende også modet til at kæmpe for vores fælles sag med oprejst pande. Da hun havde holdt sit oplæg fik hun tilhørerne til at rejse sig og i kor råbe “borgerløn, borgerløn, borgerløn”, en praksis hun i øvrigt altid benyttede til møder i Alternativet. Det fandt jeg ud af, da vi gik hjemad om aftenen og Ulla råbte hej til Uffe Elbæk, der sad på kirkegårdsdiget med en kammerat og nød et par øl. Da han fik øje på Ulla råbte han smilende: Borgerløn, borgerløn, borgerløn.

Ulla var sjov og seriøs og samtidig ydmyg. Da hun blev spurgt for to år siden, om hun ville stille op til BIENs bestyrelse, var hun ikke i tvivl om at hun ville, men stillede spørgsmålstegn ved, om hun ville kunne bidrage med noget vigtigt. Det mente jeg jo absolut, hun kunne, og jeg fremhævede bl.a. hendes kreative evner og lyst til at bruge dem til at skabe mere aktivisme i vores forening. Den var hun med på.

Inden Ulla blev syg og meldte ud, at hun måtte trække sig fra bestyrelsen, nåede vi at stille op med en bod på Alternativets årsmøde 2024, hvor jeg oplevede Ulla på talerstolen, intens og engageret og med stor lydhørhed fra salen, som brød ud i latter og jubel efter afskedssalutten med “borgerløn, borgerløn, borgerløn”.
D. 5. juni 2024 var vi sammen på Minoriteternes Grundlovsdag på Christiania, hvor Ulla kunne overskue at agitere både for UBI og for Jan Kristoffersen, der var Alternativets spidskandidat til EU-parlamentet. Det er derfra ovenstående foto stammer.

Først i september 2024 besøgte jeg Ulla i Nysted. Jeg blev modtaget med åbne arme, rundvisning i hendes imponerende bolig og en treretters menu serveret i “riddersalen” på det fineste porcelæn. Der var ingen tegn på sygdom, men Ulla vidste, hvor det bar hen. Hun havde planer om at sælge huset og flytte til Gilleleje op til sin søster. Hun fortalte mig om sit smukke, indholdsrige liv som underviser med et vågent øje for at få alle med.

Ullas mange fortællinger fra  hendes spændende arbejdsliv som gymnasielærer og her til sidst som Rudolf Steinerlærer var gennemsyret af hendes kreative undervisningsmetoder, hvor empatien og forståelsen af elevernes problemer var grundstenen for hende. 

Ulla levede hele vejen igennem op til det, der senere blev nedfældet i Alternativets værdigrundlag: 

“Humor – Uden humor ingen kreativitet. Uden kreativitet ingen gode idéer. Uden gode idéer ingen skaberkraft. Uden skaberkraft intet resultat.

Empati – At sætte sig i den andens sted og se verden derfra. Og derpå skabe løsninger, hvor alle vinder.”

Ullas sygdomsforløb blev kort. Hun nåede ikke at flytte op til sin familie i Gilleleje, men planen var lagt og gav hende mod til at leve og til at dø, når tiden var inde.

Ulla, vi er taknemmelige for, at du sagde ja til at være med i arbejdet, hvor du, i den korte tid, det varede, satte dit aftryk så tydeligt, at det altid vil minde os om at holde engagementet og humøret oppe og være faste i troen på “borgerløn, borgerløn, borgerløn”.

Æret være Ullas minde.

På bestyrelsens vegne
Dorte Kolding