2025 – Beretning

Velkommen!

Efter veloverstået generalforsamling og årsmøde holdt bestyrelsen konstituerende møde d.06.04.2024 hos Michael i Odense.

Ændringer i bestyrelsen: Martin, som har været med i seks år, forlod bestyrelsen efter eget ønske. Vi takker Martin for hans indsats. Han har lagt meget arbejde i det nordiske samarbejde og kassererarbejdet. Gitte Pedersen, som kommer fra Enhedslistens borgerlønsgruppe, blev valgt ind. Vi byder Gitte velkommen!
Helle Wisbech, som har været forperson for BIEN Danmark de seneste 6 år, havde på forhånd meddelt, at hun ikke ønskede at genopstille som formand. Helle har ydet en stor indsats for foreningen, men ønskede at bruge mere tid på lokalt arbejde i Svendborg og omegn. Helle har dog fortsat med at varetage nogle centrale opgaver såsom at passe medlemskartoteket og sørge for kontingentopkrævninger m.m.

Ved konstitueringen blev bestyrelsesposter og opgaver fordelt som følger:

Dorte Kolding: Forperson
Erik Christensen: Næstforperson
Mads Damgaard Mortensen: Kasserer, sekretær og referent
Helle Wisbech: Medlemskartotek, opkrævninger, sekretærsuppleant
Michael Husen: Webmaster og redaktør af nyhedsbrevet
Gitte Pedersen: International sekretær
Morten Isaksen: Sociale medier

Desuden var Finn Gemynthe, Karsten Lieberkind og Ulla Munksgaard ved generalforsamlingen blevet genvalgt til bestyrelsen.

Desværre mistede vi Ulla efter sommerferien, da hun havde fået en cancerdiagnose. Ulla afgik ved døden d. 21. januar 2025. Vi sætter stor pris på, at vi lærte hende at kende som den engagerede borgerløns-forkæmper, hun var. Jeg er taknemmelig for vores samarbejde, og over at jeg nåede at overnatte hos hende i efteråret i hendes hus på Lolland. Vi fik vendt en masse sten, og jeg nød hendes oprigtighed, hendes gæstfrihed og humor. Æret være Ullas minde.

 

Årsmøde 2024

 På årsmødet 2024 snakkede vi om basisindkomstens fodfæste og status i partierne Alternativet og Enhedslisten, repræsenteret ved Christina Olumeko (Å) og Gunna Starck (Ø). De to partier er stadig de eneste, der har en vision om at vi skal have borgerløn i Danmark. Derom mere senere i beretningen.

 

Bestyrelsesmøder

Siden sidste generalforsamling har vi holdt 11 møder, heraf 9 møder på Zoom og to fysiske møder, det ene hos Michael i Odense, det andet hos Helle i Egense ved Svendborg.

Zoommøderne er fastsat til 1 ½ time. De fysiske møder var i år hhv et konstituerende møde d. 6.4. fra 11-17 og et weekendmøde med én overnatning fra fredag kl. 14 til lørdag kl. 13.

På zoommøderne har vi en fast dagsorden: Siden sidst, Afholdte møder, Kommende møder, Nyhedsbrev, Nyt fra arbejdsgrupper. Desuden kan der være debat om aktuelle politiske sager, der har relevans for vores arbejde.

På det andet fysiske møde, hvor vi havde tid til de lange debatter talte vi om:

  • Alternativets forslag ”Overskud”- tidsopsparing
  • Regeringens ekspertgruppes beskæftigelsesreform og Enhedslistens forslag til en anden udgave af en beskæftigelsesreform.
  • Begrebet Værdighed belyst gennem forsøg i fire velfærdsstater.
  • En ny bog af Nikolaj Kure, Rosenkålsreglementet, om krisen i vores arbejdsliv og hvordan vi kommer ud af den.

 

Om de øvrige aktiviteter i 2024: 

 

11.-12. maj – Alternativets årsmøde I Odense. 

Ulla, Mads og Dorte deltog i Å’s årsmøde i Odense med en bod i vestibulen, hvor vi uddelte foldere og talte med deltagere. Ulla holdt oplæg og fik forsamlingen med på sit ”signatur-råb”: Borgerløn, borgerløn, borgerløn.

 

30. og 31. maj – Wellbeing economy.

Vores nye medlem af bestyrelsen, Gitte Pedersen, deltog i den første WELA konference i Danmark. WELA står på dansk for Trivselsøkonomi. Bevægelsen står for en økonomi, der sætter fokus på en økonomi, der fokuserer på menneskers behov for værdighed, naturen, mening, formål og deltagelse frem for blind økonomisk vækst. Gitte deltog i forskellige workshops, hvor hun advokerede for UBI som et oplagt element i trivselsøkonomi. Selvom det ikke er medtaget af grundlæggerne, var der lydhørhed over for at tage det med.

Erik, som er en flittig læser af aktuelle artikler og selv skriver mange indlæg, har i den forbindelse gjort os opmærksomme på: The Palgrave International Handbook of Basic Income – Exploring the Basic Income Guarantee, der advokerer for at koble UBI sammen med bæredygtig udvikling.

 

5. juni – Minoriteternes Grundlovsdag på Christiania.

For første gang var BIEN Danmark inviteret til dette spændende program med repræsentanter fra mindre foreninger, der stillede op med boder og holdt taler. Vi kvitterede med et besøg af ”dronning Margrethe II”, alias undertegnede, der holdt en tale om fordelene ved at være på basisapanage, og hvor meget hun, dronningen, går ind for at alle mennesker skal nyde den samme gunst. Talen blev godt modtaget, og det viste sig, at stort set alle de fremmødte christianitter på forhånd gik ind for UBI. En enkelt skeptiker fra en lokal radiostation var der dog.

 

Folkemødet i Allinge 2024

I 2024 var BIEN Danmark for første gang siden 2013 ikke på folkemødet i Allinge. Jeg var alene om at repræsentere foreningen, uden telt og arrangementer, og det er ærgerligt, bl.a. fordi Folkemødet i de senere år er lykkedes med at få de unge med.

Det er for dyrt for os at leje telt og derfor måtte jeg nøjes med at besøge andre foreninger og forsøge at blande borgerløn ind i deres debatter samt dele foldere ud og snakke med besøgende.

Heldigvis fik jeg chancen for at præsentere vores budskab fra den store scene med et megastort publikum på Cirkuspladsen. Jeg tilmeldte mig og blev antaget til at deltage i Clements nye koncept, “Folkehavet”, en slags “Løvens Hule” for nye politiske idéer. På scenen var der oplinet fem politikere fra forskellige partier. De skulle høre på idéer fra ”folkehavet” og tilkendegive, om de ville gribe idéen og føre den videre i deres politiske virke.

Mit forslag var at invitere politikerne til at arbejde hen imod et UBI-pilotprojekt i tre forskellige kommuner i Danmark. Varighed: ti år.

Det endte som forventet. NEJ fra De Konservative og Danmarksdemokraterne, et forkølet MÅSKE fra SF og Liberal Alliance og et JA fra Enhedslisten. Desværre var Alternativet ikke i dagens panel.

Det gode ved vores optræden var at stå over for et stort publikum. Så hvis bare 10% vil gå på nettet og søge mere viden, vil meget være opnået. Og hvis vi tæller dem med, der fik en folder og en snak, har vores spagfærdige indsats ikke været helt forgæves.

Ellers fik jeg plejet kontakter i Sand – hjemløseforeningen, Den Grønne Ungdomsbevægelse (fremadstormende) og den nystiftede tænketank WELA, Wellbeing Economy Lab, (trivselsøkonomi) og div. politiske partier.

 

28.-31. august – Basic Income World Congress

For en gangs skyld havde BIEN Danmark en repræsentant på den årlige verdenskongres, der fandt sted i Bath i England. Gitte deltog.

Temaet var basisindkomst som et redskab for social forandring henimod en økonomisk retfærdig, politisk inkluderende og økologisk bæredygtig verden. Altså visioner om, hvordan vi kan skabe samfund, der bygger på principper som universel tilstrækkelighed, inkludering, omsorg og økologisk bæredygtighed og hvilken rolle basisindkomst kan spille i den udvikling.

 

24. juli – Radio4

BIEN Danmark blev inviteret til at medvirke i en udsendelse i Radio4: Det perfekte arbejdsmarked om 50 år. Helle tog opgaven – en god reklame for vores sag.

 

Juli 2024.

Igen gjorde Erik os opmærksomme på en epokegørende nyhed, denne gang fra United Nations særlige rapportør vedrørende Fattigdom og menneskerettigheder, Olivier De Shutter. Han anbefaler i rapporten med titlen The burnout economy i forbindelse med WHO’s handlingsplan for 2013-2030, at man gør noget ved de strukturelle årsager til depression og angst. Det kræver, at man i stedet for BNP-vækst satser på en forbedring af den menneskelige trivsel, hvor nationerne udskifter en produktivistisk økonomi med en reproduktiv økonomi. Et centralt element i dette skifte er indførelse af en rettighedsbaseret og ubetinget basisindkomst som et middel til udryddelse af fattigdom, skabelse af indkomstsikkerhed og mental sundhed.

 

Blog

På opfordring af Michael, vores redaktør, har vi i bestyrelsen i oktober 2024 startet en blog, der behandler aktuelle, politiske emner med udgangspunkt i dagspressen. Den overordnede titel er: ”Hvad nu hvis……?” underforstået ”vi havde borgerløn”.

Fire medlemmer af bestyrelsen skriver på skift med en uges mellemrum en kort artikel, der lægges på vores hjemmeside og bliver delt på Facebook, Mastodont og BlueSky.

Indimellem har oplæggene skabt debat, især på BlueSky.

Vi har indtil nu skrevet 11 indlæg på bloggen.

 

Sociale Medier

Morten Isaksen er blevet ansvarlig for de sociale medier. Det giver større aktivitet og synlighed. Antal følgere på Facebook debatsiden er 1.900 og på præsentationssiden 2.300.  

Foreningstorvet på Herning Bibliotek

Det er sket tre gange her i foråret, at jeg har stillet op på foreningstorvet på Herning Bibliotek med foldere, ”gratis penge” og bøger. Her får jeg kontakt med mange forskellige mennesker, unge som gamle. De fleste ved ikke noget om UBI, men det er yderst sjældent, at folk går op imod idéen, når de får den forklaret. (Måske afspejler det den store engelske opinionsundersøgelse fra 2020, der viser, at 70 % af alle europæere går ind for UBI. 33% støtter idéen stærkt og 37% delvist. 20 % er delvis modstandere og 10 % er stærke modstandere).

 

Kontakt til partierne

Som I nok ved, er politikerne på Christiansborg ikke særligt interesserede i UBI. Undtagelsen er som bekendt Å, der dog foreløbig holder fanen sammenrullet udadtil. På årsmødet med Christina Olumeka blev vi bekræftet i, at borgerløn stadig er et langsigtet mål i Å’s program, men at det er svært at få andre partier med på idéen. Det blev bekræftet en dag i Folketinget, hvor Torsten Gejl spurgte Mette Frederiksen om, hvad hun mente om borgerløn. Dertil svarede hun med overbevisning: ”Nej, nej, nej!,” og vendte ham ryggen. Men tak til Torsten for at turde stille spørgsmålet uindpakket og tydeligt. Torsten nævner også gerne borgerløn i sine opslag på Facebook. Det samme gør Thor Clasen Jonasen, også fra Å.

I Clement-udsendelsen på Bornholm, hvor jeg spurgte politikerne, om de ville være med til at arbejde hen imod et forsøg med UBI i Danmark, blev det som sagt et klart nej fra Danmarksdemokraterne og De konservative, og et valent ”måske” fra SF. Pia Dyhr ville måske gå med til det, hvis man kun brugte midlerne fra de samlede overførselsindkomster og fordelte dem som borgerløn. Ligeledes ville Alex Vanopslagh kun være med til et beløb, der ligger på ca.7000 kr. om måneden. Tilbage var Enhedslisten, repræsenteret ved Pelle Dragsted, der sagde ja til et eksperiment. Vi ved, at EL er splittet i spørgsmålet, men at det løbende drøftes seriøst, og at der er enighed om at man gerne vil støtte et dansk pilotprojekt.

De radikale har vi kontaktet efter at en gruppe skrev en kronik i Politiken, ”Der er behov for et nyt ligevægtssamfund”, en fremtidsvision, inspireret af Oprør fra Midten, dog uden at nævne borgerløn, som var en krumtap i midteroprørernes forslag til deres humane ligevægtssamfund. Desværre svarede gruppen ikke tilbage.  

 

Økonomi 

Årsregnskabet for 2024 vil blive gennemgået af vores kasserer Mads Damgaard.
Det vil efter godkendelse blive lagt på hjemmesiden.

Det har ikke været muligt at ansøge om driftsmidler fra Kulturstyrelsen til landsdækkende foreninger, som tidligere. Det skyldes udskydelse af fristen og nye regler, som vi ikke har kunnet opfylde. De kræver højere indtægter og egne arrangementer i mindst tre regioner. Vi satser på at søge næste år.

 

Medlemmer

Der er 91 medlemmer med fuldt betalt medlemskab, og en 30-40 stykker, som vi tror på betaler lige om lidt eller efter en rykker mere. Vi må desværre, som mange andre foreninger, konstatere en tendens til, at folk ikke engagerer sig med betalt medlemskab. Måske man tænker at deltagelse på sociale medier er nok. Konkret betyder det en kæmpe forskel for betingelserne for foreningens arbejde, om vi kan fastholde et ordentligt medlemsgrundlag. 

 

Hjemmesiden er Michael redaktør på, og han står også for opsætning og udsendelse af nyhedsbrevene. 

 

Nyhedsbreve

Vi har udsendt fem nyhedsbreve siden sidste generalforsamling. I nyhedsbrevene fortæller vi løbende om de aktiviteter, vi selv laver og deltager i, og om hvad der foregår i vores netværk i verden.

 

Artikler i aviser og digitale medier

Erik har skrevet en artikel til Solidaritet med overskriften ”Har venstrefløjen glemt, hvad frihed er?” Den kan læses her:

https://solidaritet.dk/har-venstrefloejen-glemt-hvad-frihed-er/

Vi har fået afvist to store debatindlæg fra hhv Politiken og Information. Det er som sædvanligt op ad bakke. En opmuntring er forsideartiklen på Information d. 19. marts 2025 af Jørgen Steen Nielsen. Det er en omtale af en engelske økonom Tim Jackson, der kommer med et forslag til en ny økonomisk tænkning, hvor sundhed og omsorg bliver det mål og det princip, vi bygger samfundet på. Han henviser bl.a. til basisindkomst som en væsentlig brik i denne form for økonomi.

 

Visioner

Ud over at arrangere møder vil vi fortsat holde øje med og forsøge at påvirke politikerne, men det vigtigste er at få mere information ud til borgerne, da vi tror på, at presset skal komme nedefra fra befolkningen. Vi møder som regel god opbakning, når vi taler med ”almindelige mennesker”, også unge, der ofte ikke har hørt om borgerløn før.

Vi skal have skarpt fokus på den grønne fortælling, da vi ser borgerløn og afskaffelse af fattigdom som en vigtig brik i den grønne omstilling. Derfor har vi i år inviteret Den grønne Ungdomsbevægelse til vores årsmøde.

 

Konkrete planer for det kommende år:

April: Debatmøde med Nikolaj Kure om Rosenkålsreglementet i samarbejde med Alternativet.

April: deltage i Informations En langsom samtale mellem professor Tim Jackson og chefredaktør, Rune Lykkeberg

Juni: Minoriteternes Grundlovsmøde på Christiania

12.-14. juni: Folkemødet på Bornholm

27.-29. august: BiEN Congress i Brasilien (muligvis)

28.-30. august: Klima-folkemødet i Middelfart

4-5. september: Ungdommens Folkemøde i Valbyparken

 

Møder under planlægning for resten af året og foråret 2026:

I København:

Jorinde, tysk politiker fra Die Linke om Grundeinkommen.

Karen Liltoft om beskæftigelsespolitikken, herunder arbejdspligten.

I Aalborg:

Paneldebat: Hvordan får vi civilsamfundet aktiveret? Lektor, økonom Birthe Larsen og Rasmus Prehn, formand for Økologisk Landsforening, Erik Christensen, BIEN Danmark

I Aarhus:

Flere møder i samarbejde med Alternativet.

I Herning:

Offentligt møde på Herning Bibliotek:

Hvad nu hvis, vi fik borgerløn i Danmark, i EU, i Verden?

Over hele landet:

Deltage i den kommunale valgkamp så mange steder som muligt og stille spørgsmål til beskæftigelsespolitikken.

Bestyrelsen laver en manual med spørgsmål og information om de tiltag, man tidligere har lavet i danske kommuner/frikommuner.

Vi nærmer os enden af beretningen, og jeg vil slutte med at takke alle i bestyrelsen for jeres aktive deltagelse i arbejdet. Vi genopstiller alle, men jeg vil gerne opfordre jer fremmødte om at overveje at stille op. Der er plads til flere idéer og masser af meningsfyldt arbejde for at nå vores fælles mål.

Hermed sætter jeg beretningen til debat, inden den forhåbentlig kan godkendes.

Tak for ordet.

Dorte Kolding, forperson

 

Del artiklen