Borgerløn/basisindkomst set i et socialistisk/centrumvenstre perspektiv

Af Dorte Kolding, formand for BIEN Danmark.

At venstrefløjen i dansk politik indtil nu har sagt nej til borgerløn/basisindkomst er for mig ret uforståeligt, da denne samfundsmodel vil kune realisere mange af venstrefløjens visioner og politikområder. Nu da Alternativet kommer med forfriskende nytænkning er det nok sandsynligt, at de kommer først med initiativer, der kan føre mod forsøg med UBI eller trædesten, der over tid kan føre til en egentlig ubetinget basisindkomst. Det vil være nærliggende, at partierne på venstrefløjen gik med i at undersøge, om en ubetinget basisindkomst kunne være den fornyelse af velfærdsstaten, vi har brug for.

EL, SF og Å har som fremtrædende princip, at alle i et samfund skal have mulighed for at skabe sig den tilværelse, de drømmer om, og at samfundet skal være indrettet på det.

Det er det, vores velfærd indtil nu har efterstræbt, og det er det, der er under pres i disse år, hvor der bliver skåret i velfærden og sparet sammen til skattelettelser for de rige. Samtidig har vi fået et system, der bygger på kontrol og pisk for at få befolkningen til at arbejde, uagtet om der er arbejde til alle. Pengemængden stiger opad til færre og færre mennesker, så ulighedens kløft vokser lige så hurtigt som indlandsisen smelter. Teknologien overtager job efter job. Vi må vælge, om det skal komme alle mennesker til gode eller blot forgylde virksomhedsejere og flyde over i de arbejdsfrie indtægter til aktieejere og kapitalfonde.

Man siger med et slogan: At borgerløn eller basisindkomst ikke er hverken til venstre eller til højre, men fremad. Det kan godt lyde som et lidt flot postulat, men hvis det skal samle en hel befolkning er det nødvendigt, at hæve sig op over de gængse skillelinjer mellem højre og venstre sider af salen.

Alligevel er det ikke ligegyldigt, om tanken om UBI gribes af borgerlige eller socialister.

Der er flere liberale, der har argumenteret for borgerløn. Økonomen Milton Friedman med sit forslag om negativ skat, er én af dem. Nixon nåede i sin præsidentperiode at foreslå det. Det blev dog forkastet af Kongressen. Martin Luther King foreslog det som et humant projekt, der ville ændre vilkårene for de sorte I USA.

I Finland vil den liberale borgerlige regering komme med forslag til eksperimenter. Frygten for en liberal udgave af borgerløn vil være, at den bliver så lille, at den hverken er til at leve eller dø af, men at det forventes, at folk vil springe ud på arbejdsmarkedet for at tjene de ekstra penge, der skal til for at overleve og leve. For dem, der ikke kan udnytte den mulighed, er det bare ærgerligt, nu da samfundet har sørget så generøst for dem.

Den venstreorienterede udgave af borgerløn vil typisk være en høj UBI, så ingen af dem, der i dag er på overførselsindkomster vil miste noget. Det er selvfølgelig ambitiøst. Er det også urealistisk? Ikke I følge Samfundstanken ved Søren Ekelund, der opererer med en basisindkomst på 18.000-22.000 før skat.

Hans model involverer bl.a. at staten køber sig aktieandele I virksomhederne og lønningerne bliver sat ned svarende til basisindkomsten og at virksomhedsejerne afleverer det, de derved sparer til staten. Det vil gør landet mere konkurrencedygtigt og beholde flere danske jobs på danske hænder.

En mere moderat basisindkomst svarende til halvdelen af medianindtægten vil være spiselig for andre. Det er indlysende, at UBI skal erstatte de eksisterende overførselsindkomster. Spørgsmålet er, om de mennesker, der i dag modtager ydelserne skal stilles ringere end de er i dag. Det handler alene om politikken og er faktisk der, hvor det tværpolitiske græsrodsarbejde hører op.

Hvis idéen får fat og når til den politiske dagsorden, vil der under alle omstændigheder opstå en kamp om størrelsen på UBI. Definitionen af UBI er, at den er ubetinget, universel, individual og stor nok til at leve af. Det sidste er jo et meget vidt begreb og her ligger den meget stor hund begravet.

Hvis man lægger den til side og for et øjeblik vender blikket mod, hvad UBI har med socialisme at gøre, er det nærliggende at spørge gode, gamle Marx. Ikke fordi jeg er overbegejstret for at kaste mig ud i vilde Marxanalyser i selskab med garvede socialister, men for at trække nogle tråde til den ideologi, der endnu har tilgode at blive realiseret med stor succes her på kloden.

Marx sagde:

“Den enkeltes frihed er forudsætningen for alles frihed”. For ham er individets udvikling et resultat af og en forudsætning for samfundets frie udvikling.

Konkurrencesamfundet har ført os hen i et andet spor, alles kamp mod alle. Kamp om penge, jobs, plads og forbrug og ressourser. Overdrevne behov, der overskrider grænsen til grådighed. Dertil kommer den stigmatisering, der overgår dem, der før kaldtes værdigt trængende. Det med værdighed er en saga blot i et kompliceret, kontrollerende og ydmygende beskæftigelsessystem.

Marx mener, at de materielle behov i virkeligheden er relativt beskedne og stabile, og at de eksistentielle behov derefter stilles i fællesskaber i de uformelle relationers sociale økonomi. Imidlertid er der gennem kapitalismen skabt et “diktatur over behov”, der har ført til hovedløs forbrugerisme. En tilstand som efterstræbes af hele jordens befolkning og som jordens ressourcer ikke rækker til.

Så hvad vil der ske, hvis man tilbød alle jordens folk at sikre alle betingelsesløs garanteret grundtryghed med en tilstrækkelig basisindkomst, der gives uanset, om du arbejder (for løn) eller ej. Vil flere finde tilfredshed i at skrue ned for blusset og kun arbejde i perioder eller på nedsat tid?

Vil friheden og tid frem for penge være attraktiv for de mange? Vil vi ad frivillighedens vej kunne deles om de jobs, der bliver tilbage i en fremtid med højteknologi på alle planer?

Frihed er en stærk værdi i både ELs, SFs og Alternativets principprogram. Men i modsætning til det liberale frihedsbegreb kobles det sammen med fællesskab. Stærke individer skaber stræke fællesskaber. Samarbejde og solidaritet styrker fællesskaberne og kommer vores behov i møde.

Kikker man på partiprogrammerne på venstrefløjen, vil en samfundsudvikling i retning af ubetinget basisindkomst, knytte fint an til de værdier, der er bærende for UBI. Frihed, tryghed og værdighed. Venstrefløjens værdier og politik, vil sikre UBI, fordi økonomien er styret. Hvis UBI kun er underlagt markedskræfterne, vil det blive alt for skrøbeligt og derfor ikke holdbart under de vekslende økonomiske kriser. En stabil økonomi og et stabilt banksystem vil styrke et UBIsamfund, og sammen med en miljømæssig bæredygtig politik, vil det støtte dannelse af grønne fællesskaber. Dertil kommer, at et venstreorienteret samfund vil tilbyde folk behandling, råd og vejledning – altså ikke bare lade mennesker sejle i deres egen sø. Den hjælp vil også kunne lykkes bedre, når den er præget af tillid frem for kontrol.

Det er interessant at følge de nye tanker om en alliance på venstrefløjen sammen med alternativet. På det her område bliver der talt om eksperimenter, der kan kaste lys på nogle af de effekter, der kan komme ud af at indføre UBI eller bare lempe på kontrollen og kravene til syge og ledige.

AnkerDet med forsøg kan være en vej at gå, men hvis mange nok kan se idéen som en nøgle til at løse problemerne med de fremtidige skæve fordelinger af penge og jobs, ser jeg det som lige så nyttigt at lade venstrefløjens økonomer opstille de modeller, der skal vise, at det kan lade sig gøre. Der er et oprør på vej på økonomistudiet. De studerende vil ikke nøjes med den ene herskende økonomiske model, der er forældet i forhold til den udvikling vi se ift. skævvridning. Det skaber håb om nytænkning og en retning, der kan skabe en bedre balance i fordelingen og gøre pengene til midlet for det gode liv i stedet for målet.

Tanken om UBI kommer fra et ønske om at ethvert menneske kan udleve sit potentiale og frit tilrettelægge sit liv som det fremgår af de tre partiers principprogrammer. I håb om en god debat. Tak for ordet.

 

Del artiklen