Claus Offe (1940-2025) – en nekrolog

Claus Offe ved BIEN`s konges i Barcelona sept 2004. Foto: Erik Christensen

Af Erik Christensen

Den 1. oktober 2025 døde en af stifterne af BIEN, professor emeritus i sociologi Claus Offe.

Claus Offe tilhørte sammen med Jürgen Habermas, som han samarbejde med i 1960érne, anden generation af Frankfurterskolen og var samtidig en af grundlæggerne af De Grønne i Tyskland.

Claus Offe var i nogle år professor i sociologi og politisk videnskab i Bielefeld, senere i Bremen, og var til sidst professor ved Hertie School of Government i Berlin.

Offe deltog i september 1986 i den første internationale konference om basisindkomst som blev holdt i Louvin-la-Neuve i Belgien og var med til at danne BIEN, Basic Income European Network, hvor E-et i BIEN i 2004 kom til at stå for Earth, da det blev en verdensomspændende organisation.

Offe peger på, at der i kapitalismens historie er sket en parallel kommodificering og dekommodificering (varegørelse og af-varegørelse) af arbejdskraften. Den socialistiske arbejderbevægelse har altid haft en dobbeltholdning til disse processer. På den ene side har den støttet en varegørelse af arbejdskraften, har kæmpet for udvidelse af lønarbejdet, og samtidig har man også kæmpet for en dekommodificering for at sætte grænser for lønarbejdet, bl.a. igennem arbejdstidsgrænser.

Med 1980’ernes strukturelle arbejdsløshed og de økologiske problemers stigende betydning mente Offe, at man måtte anlægge en ny politisk strategi i forhold til kommodificerings-/dekommodificerings-problemet. Man kan ikke ophæve den grundlæggende modsætning mellem disse samfundsmæssige processer, men man kan forsøge at skabe en ny grænse og balance mellem tendenserne. Det er her en borgerlønsordning og den samtidige skabelse af muligheder for ikke-markedsmæssig produktion ses som nye muligheder for dekommodificering, der på den ene side hæmmer kommodificeringstendensen ved at sætte grænser for den, men samtidig vil kunne skabe et mere fleksibelt arbejdsmarked, og dermed samtidig kan siges at fremme en kommodificering.

Ære være hans minde.

Del artiklen