Et anderledes forsøg: Ansøg om grundindkomst!

Af Finn Gemynthe

Enig: Den ultimative ønskedrøm vil altid være UBI: Ubetinget BasisIndkomst alias grundindkomst! Indført i ét hug og omfattende alle borgere!

Men indrømmet: Det ligner en stor mundfuld og en dristig satsning. Sæt nu århundreders ufrivillige arbejde har udmagret arbejdsglæden i en sådan grad, at alt for mange vil vælge at leve nøjsomt udelukkende af borgerløn, jf. Ærø Manifestet af Maj My Humaidan. Denne frygt for udbredt dovenskab, hul i statskassen og katastrofal mangel på arbejdskraft er nok den dybeste årsag til, at det store flertal helt op til statsministerniveau dårligt tør tænke tanken om grundindkomst, borgerløn, basisindkomst, overskudsdeling, apanage til alle, eller hvad det kære barn ellers kaldes.

 

”Latterlige små forsøg”

Følgelig har verden måttet nøjes med små og kortvarige grundindkomstforsøg, fra Namibia til Finland. Herhjemme er man dårligt kommet videre end til et enkelt lille forsøg med kontanthjælp uden modkrav i Kalundborg, hvor de 100 mest udsatte ledige slap for aktivering mv. Befolkningen har derfor ingen evidens for, hvordan reaktionen ville være på indførelse af grundindkomst. Og uden forudgående forsøg, ingen UBI til alle. Vi er fanget i en ond cirkel.

Der pusles ganske vist med planer om grundindkomstforsøg på et afgrænset område såsom Bornholm. Må det se dagens lys! Vi kan sagtens forestille os, at det bliver en stormende succes, med flere i selvvalgt regulært arbejde end nu, blot på varierende grader af kortere, ugentlig arbejdstid, alt efter arbejdsgivers og –tagers præferencer. Dog kan man samtidig forudane skeptikernes indvendinger om, at man ikke kan slutte noget på basis af forholdene på en lille, afsides ø.

Gid vi kunne strikke et forsøg sammen, i princippet omfattende alle landets arbejdsføre borgere – for en billig penge og med minimal risiko for at skeptikerne fik ret! Hvorledes skulle forsøget dog kunne lade sig gøre, således at alle fik tilbuddet, men få benyttede sig af det? Lad os lige mindes iværksætterydelsen!

 

Et borgerlønsforsøg der fløj under radaren

Det udspillede sig i hele Danmark igennem et helt tiår fra 1987 til1997, og jeg vil hævde, at det trods sine mangler kunne kaldes et borgerlønsforsøg. Også af sproglige årsager:  Ganske vist var ydelsen for lav, og valgte man at ligge hjemme på sofaen, var det i det lange løb som at tisse i bukserne for at holde varmen. Men udbredt dovenskab er jo ej heller vor bevægelses målsætning! Tværtimod vil vi gerne vise, at folk kan og vil beskæftige sig selv i kraft af en borgerløn.

Man skulle tro, at resultaterne af en så banebrydende ordning var blevet grundigt analyseret, og dog er det ikke lykkedes mig at finde bedre litteratur end følgende korte beskrivelse:

”Iværksætterydelsen fungerede på den måde, at du som arbejdsløs kunne søge om at modtage den halve dagpengesats, hvis du startede en virksomhed op”. ”Alle, der gerne ville starte en virksomhed op, kunne søge om den såkaldte iværksætterydelse. Om der var tale om en enkeltmandsvirksomhed, et interessentskab eller en helt tredje selskabsform var irrelevant. Ordningen eksisterede for at hjælpe iværksættere i gang, og alle kunne søge om det samme beløb”. ”Iværksætterydelsen blev indført i 1987 og blev flittigt brugt, indtil den blev afskaffet igen i 1997”.”Iværksætterne kunne ansøge om iværksætterydelsen i op til tre år og seks måneder”.

Jeg har ej heller fundet info om, hvor mange der ansøgte om ydelsen, hvor mange der fik den og hvor længe de benyttede sig af ordningen. Men eftersom ordningen, trods sine mangler, blev flittigt brugt” må der have været tale om en succeshistorie.

Det kan jeg tale med om, idet jeg selv nød godt af iværksætterydelsen i samfulde 3½ år, hvor jeg, foruden at sælge selvopfundne, dobbelte affaldsstativer til kildesortering, fik skrevet adskilligt. At jeg senere måtte lade sælge min andel af virksomheden ”Dansk Økologisk Produkt” og vende tilbage til de arbejdsløses rækker var bestemt ikke iværksætterydelsens skyld.

Når så mange nu var så glade for ordningen, hvorfor blev den da afskaffet? Iværksætterydelsen beskyldtes for konkurrenceforvridning, eftersom allerede eksisterende virksomheder ikke kunne søge om iværksætterydelse. Det viste sig desuden, at mange af de nye virksomheder ikke kunne løbe rundt i det lange løb. Halvdelen af en understøttelse netop i en bekostelig opstartsfase førte utvivlsomt til supplerende låntagning, der knækkede mange iværksættere.

Men immervæk: et stort, borgerlønslignende, langvarigt forsøg omfattende rigtig mange borgere! Jeg bruger udtrykkeligt ordet borgerløn, eftersom ordningen i sproglig forstand levede op til ordets betydning. Det var et tilbud til en stor del af dronningerigets borgere, og efterleddets ”løn” harmonerede med definitionen i Den Danske Ordbog: ”betaling som en ansat får for at arbejde”. Med iværksætterydelsen modtog borgere løn for en form for frivilligt arbejde, som staten fandt værd at belønne. Samtidig var man i princippet fri til at indrette sig efter forgodtbefindende. – Kan det ikke lære os noget?

 

Læren af ”forsøget” med iværksætterydelse
På trods af at den næppe var ment som noget forsøg, snarere som en permanent ordning, mener jeg, at vi har lov til at betragte den som et sådant, og at vi kan lære noget overmåde vigtigt af den tiårige periode med iværksætterydelse:

• Forsøget var landsdækkende
• Ydelsen kunne i princippet søges af op til 350.000 arbejdsløse medborgere om året
• Den blev flittigt brugt
• Brugerne var glade for den frihed, ydelsen skænkede dem
• Brugerne var i høj grad selvaktiverende
• Brugerne brugte den efter alt at dømme til at foretage sig noget nyttigt
• Omend ydelsen var for lav, så var brugerne glade denne særlige slags supplerende borgerløn

Men vi kan også lære at:

• Ydelsen burde have været så høj, at den var til at leve af
• En god borgerløn skal netop ikke nødsage brugerne til at stifte gæld
• Ydelsen var forbeholdt et mindretal af befolkningen
• Derfor virkede den konkurrenceforvridende
• Ydelsen var ikke helt uden modkrav, eftersom man først skulle ansøge om den og derpå præstere iværksættelse af en eller form for virksomhed
• Ydelsen burde have været permanent

 

På dette grundlag kan vi opridse konturerne af et landsdækkende forsøg med en anstændig grundindkomst, der er til at leve af. Min egen kæphest er to forsøg i et, der henvender sig til hver sin målgruppe:

I projektgruppen kunne man ansøge om en projektløn (”borgerløn”) til et nytteformål. Dette kunne være frivilligt arbejde, kunstneriske frembringelser, uddannelse, forberedelse til selvstændig virksomhed eller arbejde med ideer, opfindelser eller projektering, der ikke ellers ville blive udført.

I behovsgruppen kunne man ansøge om en behovsindkomst (”basisindkomst”) på grundlag af et erklæret behov såsom overanstrengelse, sygdomsforebyggelse eller mere eller mindre kroniske problemer med at begå sig på arbejdsmarkedet. I erkendelse af at vi ikke er så ens som myrer, og at det moderne arbejdsmarked er blevet så krævende og effektivt, at det på forhånd diskvalificerer en hel del medmennesker. Nemlig dem der lider af nedsat arbejdsevne, men anses for at være ”for raske” til at få førtidspension, flexjob eller lignende. Dem der er ”arbejdsblinde”. (Mit eget nyord for mennesker, der ligesom ordblinde lider af dysfunktioner, der handicapper dem i forhold til det allestedsnærværende krav om tjek og tempo).     

Enhver borger i den arbejdsføre alder skal selv kunne vælge mellem den ene eller den anden ansøgningsgruppe. Eller ingen af delene selvfølgelig, thi det vil heldigvis stadig være det store flertal, der ingenlunde ønsker at bytte deres vellønnede arbejde for samlebetegnelsen grundindkomst.

 

På høje tid

I min bog Rigdom Uden Arbejde slår jeg til lyd for, at arbejde bør være en frivillig sag. Vi kan kun opnå dette i kraft af en eller anden slags grundindkomst. En sådan ville skænke alle medborgere en grundlæggende rigdom bestående af tryghed, frihed og indbyrdes lighed. Helt tilbage i 1978 udkom den berømte debatbog Oprør fra Midten, skrevet af Niels I. Meyer, Kristen Helveg Petersen og Villy Sørensen, og den argumenterede på opsigtsvækkende vis for borgerløn. I alle disse mellemliggende, velstående år er velfærdssamfundet, friheden og ligheden stille og roligt blevet udhulet i stedet for udbygget, netop som følge af manglende grundindkomst. Det er på høje tid, at vi i det mindste begynder de indledende øvelser!

Andre landsdækkende forsøg, som mine med-bloggere har foreslået, kunne være orlovsordninger, overskudsdeling eller grundindkomst ved lodtrækning mellem alle ansøgere. Som sagt, kært barn har mange navne, og hvad enten vort første forsøg kaldes det ene eller det andet eller bliver lokalt eller landsdækkende, bør vi klappe i vore små hænder. Omsider sker der noget  ……

 

[1] https://dinero.dk/ordbog/ivaerksaetterydelse/

[2] I denne periode forholdt det sig således med arbejdsløsheden: ”Målt som et gennemsnitligt antal ledige svarede det til over 350.000”. https://lex.dk/Danmark_-_arbejdsmarked_og_besk%C3%A6ftigelse