EU’s fremtid – et socialt og demokratisk Europa eller forfald og sammenbrud!

Af Erik Christensen

EU har længe været i krise. Mange er enige i diagnosen.

 

Euroens konstruktionsfejl
Euroen havde nogle indbyggede konstruktionsfejl, der i de sidste år er blevet åbenlyse for stadig flere. Allerede da man lavede den fælles valuta sagde mange økonomer, at den ville få meget svært ved at fungere, fordi den fælles valutaunion, man lavede, ikke levede op til de kriterier for en velfungerende valutaunion, som man empirisk og teoretisk antog, var gældende.
Det kræver en homogenitet mellem landene, en fleksibilitet og mobilitet mellem produktionsfaktorerne samt en solidaritet mellem landene. Man lavede en fælles pengepolitik mellem meget forskellige lande, men beholdt en national finanspolitik.

En ny liberal konstruktion
Dertil kom, at man lavede en europæisk centralbank, der kun havde til opgave at holde inflationen i ave og ikke at interessere sig for arbejdsløsheden, samtidig med at der blev lagt grænser for offentlige underskud og gæld. Systemet blev konstrueret til at gennemføre en ny liberal politik og forhindre en keynesiansk efterspørgselspolitik.

Statsgældskrise og arbejdsløshed
Resultatet af Euroens fejlkonstruktion og effekterne af finanskrisen ses i dag tydeligt. Konflikterne og uligheden mellem nord og syd i Euroen er blevet skærpet. Finanskrisen er blevet gjort til en statsgældskrise, og regeringerne har været tvunget til at føre en nødvendighedens nedskæringspolitik for at tilfredsstille finansmarkederne. Det har fastholdt arbejdsløsheden på et meget højt niveau, der har ført til social katastrofe i mange områder af EU.

Magtesløshed med teknokratisering og manglende demokratisk legitimitet
I dag står EU på en måde stille, og der er stor usikkerhed og forvirring omkring i hvilken retning, man skal gå.  Man befinder sig i en situation af magtesløshed. Mulighederne for en national politikudøvelse er blevet låst fast af en neo-liberal EU-politik, og der er sket en stigende teknokratisering som følge af finanskrisen. EU fremtræder som et teknokrati uden en demokratisk legitimitet og med en stadig mere euroskeptisk befolkning i de fleste lande.

Fælles europæisk finanspolitik og en politisk union
I en vis forstand er det indlysende og meget enkelt at se, hvad der kræves for at komme ud af den stilstand og krise, EU systemet befinder sig i. Der må indføres en fælles europæisk finanspolitik, hvilket indebærer skabelsen af en politisk union.
Men meget få politikere tør sige det på grund af den stigende euroskeptisicme og nationalisme, der præger Europa.

Roadmap to a Social Europe
Et par tyske og en fransk venstreorienteret tænketank har i samarbejde med den europæiske fagbevægelse (Friedrich-Ebert-Stiftung, Hans Böckler Stiftung og det franske institut Lasaire samt  European Trade Union Confederation (ETUC)) lige udgivet en e-bog: ”Roadmap to a Social Europe” http://www.social-europe.eu/reports-2/ser-ii-roadmap-to-a-social-europe/ med 43 artikler af forskellige europæiske intellektuelle (bl. a. med bidrag af Jürgen Habermas og Zygmunt Bauman), forskere og fagforeningsledere, der tager udfordringen op.
De er alle enige om, at EU må have en udvidet social dimension, og at der samtidig må ske en udvikling af demokratiet. Truslen om en skærpet indbyrdes konkurrence nedad på sociale standarder og beskatning må imødegås af en ny politik, der fastlægger en vis minimumsindkomst (løn) til passet nationale forhold samt etablering af en vis automatisk omfordeling set i forhold til konjunkturudviklingen.

Philippe Van Parijs: Euro-Dividend
En af de mest konkrete og samtidig visionære indlæg i denne antologi er skrevet af den belgiske filosof og samfundsforsker, Philippe Van Parijs ”The Euro-Dividend”. Van Parijs forslag er kort fortalt, at man bør indføre en ubetinget basisindkomst, som han kalder en Euro-dividende på ca. 200 euro pr. måned for alle EU borgere. Det kunne finansieres igennem en EU harmoniseret merværdiskat VAT(EU-moms) på omkring 20 %, hvilket vil være tæt på 10 % af EU’s BNP. Resultatet vil være, at der skabes et universelt gulv for alle, et sikkerhedsnet spændt ud over hele Europa. Van Parijs forestiller sig, at det i begyndelsen kan variere mellem landene efter leveomkostninger.
Det er svært at forestille sig, at nationalstaterne i mange år fremover vil overgive EU den almindelige skatteudskrivningsret og retten til at uddele overførselsindkomster til EU-myndighederne. Det er derimod mere realistisk, at der vil kunne skabes en Euro-dividende (i begyndelsen af beskeden størrelse), der bliver betalt til alle EU-borgere uden betingelser. Den ville være forholdsvis let at skabe og administrere.
Fordelen ved en sådan ordning ville være, at den ville være en automatisk stabilisator (en delvis finanspolitik), der ville skabe en omfordeling, der ville modvirke konjunkturerne.
En EU-dividende vil også kunne være en form for befolkningsstabilisator, så man kunne undgå en for kraftig vandring af arbejdskraft mellem de fattige dele og de mere velstående dele af Europa.

Katalysator for det europæiske medborgerskab
Den største fordel ved EU-dividende er, at den kan blive en katalysator for det europæiske medborgerskab. Den ville meget konkret være med til at styrke identifikationen med EU og dermed EU institutionernes legitimitet, hvilket almindelige teknokratiske finanspolitiske instrumenter ikke ville kunne.
Van Parijs sammenligner det med Bismarcks nye pensionssystem i det 19. århundrede, der fik stor symbolsk betydning for samlingen af Tyskland, hvorved tyskerne fra de forskellige delstater kom til at føle sig som tyske statsborgere. På samme måde kunne en EU dividende få flere europæere til at føle sig som EU-borgere.

Utopisk og realistisk på mellemlangt sigt
Men er en EU-dividende realistisk politik i dag? Nej siger Van Parijs. Den er utopisk. Men for at skubbe EU i en social retning, må man have nogle visioner, nogle sigtelinjer.
I dag er det meget let at kritisere EU. Der er meget, som man med rette kan kritisere. Der er desværre meget få, der har nogle på engang konkrete og alligevel realiserbare visioner på mellemlang sigt. En af de få er Philippe Van Parijs. Det ses tydeligt i den føromtalte antologi.

Mulighed for diskussion med Philippe Van Parijs den 1. nov. 2013 i København, Institut for Statskundskab
Philippe Van Parijs kommer til København den 1. nov. På Københavns Universitets Center for Europæisk Politik, hvor han gør nærmere redde for sine europæiske visioner. Her er muligheden for at diskutere EU-dividende forslaget. (se Philippe Van Parijs i København og No Euro-Zone without Euro-Dividend)
På indbydelsen siges at der kræves tilmelding. Det skyldes kun, at man gerne vil have et indtryk af, hvor mange der kommer. Så tilmeld jer! Men der er fri adgang, og hvis man ikke når at tilmelde sig kommer man ind alligevel!

Film og filosofisk symposium med Philippe Van Parijs den 2. nov. I Cinemateket
Dagen efter indbyder BIEN Danmark i samarbejde med Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet til et arrangement i Cinemateket – Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K.,  hvor der først vises en film og siden afholdes et filosofisk symposium:
Kl. 1200-1400: Dokumentarfilm om Basisindkomst – Grundeinkommen – ein kulturimpuls. Ein Film-Essay von Daniel Häni und Enno Schmidt. Med danske undertekster. Billetpris 65 kr. – 40 kr. for medlemmer af BIEN, DK
KL 1415 – 1600: I Asta Bar: Filosofisk Symposium: Basic Income and Social Justice med
Philippe Van Parijs

Bragt som blog-indlæg på Modkraft den 21. okt. 2013

print