Gunnar Adler-Karlsson in memoriam

En stor svensk outsider-økonom, der tidligt kom med en sjælden klar analyse af verdens økologiske tilstand, og som også var en af borgerløns/basisindkomst-ideens pionerer i Skandinavien.

Nekrolog af Erik Christensen

 

Den svenske økonom Gunnar Adler-Karlsson (f.1933), der her i landet blev kendt som professor på RUC (1974-88), døde den 28. december 2020. Han var elev af Gunnar Myrdal og blev kendt i 1968 på sin doktorafhandling: ”Western economic varfare 1947-1967”, der analyserede den vestlige økonomiske krigsførelse imod Sovjetunionen og Comecon.

Adler-Karlsson gjorde sig bemærket som en fremtrædende socialdemokratisk debattør i 1967, da han udgav bogen: ”Funktionssocialism. Ett alternativ till kommunism og kapitalism”. Det var et originalt forsøg på en forklaring af og forsvar for den socialdemokratiske svenske velfærdsstat, der blev betragtet som en tredje vej mellem kapitalisme og kommunisme. Til dette formål brugte og videreudviklede han et gammelt teoretisk begreb, ”funktionssocialisme”.

Begrebet ”funktionssocialisme” stammer fra den svenske socialdemokratiske udenrigsminister Östen Undéns (1886-1974) ejendomsteorier før 2. Verdenskrig. Undén havde med begrebet ”funktionssocialisme” vist, at ejendomsretsbegrebet ikke var udeleligt, men rummede flere forskellige ejerfunktioner.

Adler-Karlsson mente, at det svenske socialdemokrati med velfærdsstaten havde foretaget en selektiv socialisering af visse af de mest betydningsfulde funktioner inden for den totalitet af funktioner, som man kalder ejendomsret. Det betød, at staten ligesom i de øvrige nordiske lande kun i ringe udstrækning greb til formel socialisering, men reelt havde stor indflydelse igennem skatte-, penge- og arbejdsmarkedspolitik.

I begyndelsen af 1970’erne kom Adler-Karlsson imidlertid i tvivl om den socialdemokratiske velfærdsstats funktionsmåde. Det gav han udtryk for i et efterskrift til den danske udgave af bogen om funktionssocialisme, der kom i 1973. Han mente nu, at ”den svenske funktionssocialisme havde lidt nederlag på flere væsentlige punkter” (s.138), nemlig: 1. De nordiske socialdemokratiske velfærdsstater havde kun i begrænset omfang undgået en opdeling af arbejdsmarkedet i et A- og et B-hold og skabt lighed. 2. De havde vanskeligheder med at tackle de voksende miljøproblemer. 3. Deres manglende evne til at skabe international solidaritet og udligning blev stadig mere synlig. 4. Endelig var kulturpolitikken blevet stadig mere kommerciel og vulgær.

Den kritik af udviklingstendenser i den socialdemokratiske velfærdsmodel dannede baggrund for Adler-Karlsson næste bog: Lärobok för 80-tallet (1975), der blev oversat til dansk året efter med titlen ”Lærebog for 80’erne. Et antikonsumistisk manifest”.

Når det er værd at mindes Gunnar Adler-Karlsson skyldes det, at han med denne bog gav en grundlæggende kritik af den hidtidige socialdemokratiske økonomiske vækstmodel samtidig med, at han fremlagde en model for udvikling af en global bæredygtig udvikling med etablering af minimums- og maksimumsindkomster og en international beskatning.

 

Adler-Karlssons ide om en materiel grundtryghed

Den anden grund til at mindes Gunnar Adler-Karlsson som en betydelig samfundsteoretiker er hans pionerindsats for borgerløns/basisindkomstideens udbredelse i Skandinavien. Derfor vil jeg her præsentere hans ideer om en materiel grundtryghed (borgerløn/basisindkomst), som han fremlagde i den lille bog med den provokerende titel: ”Nej til fuld beskæftigelse – ja til materiel grundtryghed”, der blev udgivet på den danske politiker, Erlings Olsens forlag i 1977.

 

Hovedteser

Adler-Karlsson starter bogen med at præsentere bogens hovedteser (s. 13, citat):

  1. At forbruge er et naturligt behov. At forbruge over måde er ikke et naturligt behov. Hvor grænsen går mellem at forbruge og at forbruge over måde ved vi ikke.
  2. At arbejde er et naturligt behov. At arbejde over måde er ikke et naturligt behov. Hvor grænsen går mellem at arbejde og at arbejde over måde, ved vi ikke.
  3. At være fri til at lege og elske – uden tanke på det materielle – er også et naturligt behov for homo ludens, det legende menneske.
  4. Vort nuværende økonomiske system driver grænsen mellem såvel det naturlige og det unaturlige forbrug, som det naturlige og det unaturlige arbejde længere og længere ud imod det unaturlige. Homo oeconomicus kvæler homo ludens.
  5. En af hovedårsagerne til denne udvikling er kravet om, at staten skal garantere fuld beskæftigelse, lige meget hvor stort forbrug dette måtte indebære.
  6. Disse ulykkelige tendenser kunne brydes ved, at staten i stedet for fuld beskæftigelse garanterede alle et vist rimeligt mindsteforbrug og en dertil hørende rimelig mængde arbejde.

 

Fuld beskæftigelse

Når Adler-Karlsson sagde nej til fuld beskæftigelse, var det fordi fuld beskæftigelse hænger tæt sammen med målet om økonomisk vækst, noget som altid har været og stadig er en grundpræmis i hele den socialdemokratiske bevægelses politikforståelse.

Adler-Karlsson stillede derfor det enkle og fundamentale spørgsmål, om fuld beskæftigelse er et mål eller et middel? Oprindelig var det begge dele. Ved velfærdssamfundets start var det overordnede mål afskaffelsen af den materielle nød og skabelsen af en materiel grundtryghed. I dag med de internationale ulighedsproblemer og de stigende økologiske problemer er økonomisk vækst blevet et dårligt mål, fordi det er blevet bundet sammen med en række negative koblinger og bieffekter, som sammen har vokset sig store: Miljøforurening, manglende solidaritet, stor magtkoncentration, ulighed. Fuld beskæftigelse, der både var et godt mål og et velegnet middel i et materielt knaphedssamfund, er nu hverken et godt mål eller et godt middel, så i stedet for at kræve fuld beskæftigelse og dermed vækst i antallet af lønarbejdspladser, skal man i stedet fastholde det overordnede mål, kræve materiel grundtryghed, dvs. sikring af et indkomstgrundlag.

Lever vi for at arbejde, eller arbejder vi for at leve?

Adler-Karlssons analyse af ideologien om fuld beskæftigelse skal ses i forlængelse af hans kritiske analyse af frihedsbegrebet på forbrugsområdet. Ligesom forbrugsfrihed har udviklet sig til at dække over købetvang på varemarkedet, således har arbejdsfrihed udviklet sig til arbejdstvang på arbejdsmarkedet. På arbejdsmarkedet er der kun yderst begrænset valgfrihed med hensyn til arbejdstid. Adler-Karlsson taler derfor om, at den moderne kapitalistiske industrialisme har forvredet vores naturlige behov for arbejde og forbrug. Han stiller spørgsmålet ”Lever vi for at arbejde, eller arbejder vi for at leve?”. (s. 9). Vi har indrettet et system, hvor der ligger en unødig tvang til lønarbejde og tilfredsstillelse af materielle luksusbehov. Den økonomiske vækst bygger på en indbygget forbrugs- og arbejdstvang. I stedet for at manipulere de materielle behov til at være uendelige og bruge dem til at udfylde ”et eksistentielt tomrum, som må fyldes på en eller anden måde”, foreslår han et samfund, der opvurderer ”kunsten, kulturen, litteraturen, legen, kærligheden, som kan byde på et uudtømmeligt livsindhold” (s. 12).

Forskellige former for arbejde

Adler-Karlsson sondrer, med inspiration fra samfundsfilosoffen Hannah Arendts (1906-75) skelnen mellem ”labour”, ”work” og ”action”, mellem tre former for arbejde: 1. Slid (arbejde som er ubehageligt). 2. Nødvendighedsarbejde (arbejde vi accepterer med modvilje). 3. Aktivitet (det interessante arbejde). Ifølge Adler-Karlsson er det moderne velfærdssamfund blevet meget usmidigt indrettet, idet »nogle mennesker næsten kun får slid i livet, og andre har mulighed for næsten udelukkende at hengive sig til aktiviteter, mens den store masse sandsynligvis ligger på grænsen mellem slid og nødvendighedsarbejde« (s. 29).

En retfærdig og fremtidsorienteret beskæftigelsespolitik burde både sikre 1. arbejde til alle, og 2. at alle de tre slags beskæftigelser, sliddet, nødvendighedsarbejdet og aktiviteterne, blev mere retfærdigt fordelt.

En ny politisk utopi: Et samfund med fire sektorer

I forlængelse heraf mener Adler-Karlsson, at man burde indrette samfundet sådan, at man klarere kunne skelne mellem fire sektorer i samfundet med hver deres grundlæggende funktion, hvor man i højere grad var i stand til at fordele de forskellige typer af arbejde: 1. En nødvendighedssektor, der skal tage sig af de nødvendige materielle behov, og som skal være statslig. 2. En overflodssektor, som er helt privat, og hvor luksusbehovene tilfredsstilles. 3. En magtsektor svarende til det politiske system som ejer produktionsmidlerne i nødvendighedssektoren. 4. En frihedssektor, der svarer til kultur- og fritidssektoren.

Adler-Karlssons meget enkle samfundsmodel kan ses som en videreudvikling af hans tidligere tanker om funktionssocialisme, hvor man netop må kombinere elementer fra de to samfundssystemer: ”socialisme og planlægning for at dække de materielle grundbehov, kapitalisme og frie markedskræfter for at dække overflodsbehovene.” (s. 69).

I nødvendighedssektoren (s. 66) ”fordeles den nødvendige arbejdsmængde ligeligt som både en ret og en pligt for borgerne”. Adler-Karlsson forestiller sig ”betalingen for det udførte arbejde ydet i form af et indkøbskort, der hverken kan sælges eller pantsættes, og som garanterer individets materielle grundtryghed, så længe det lever”.
Alle individer er derved garanteret en materiel grundtryghed, der dækker deres basisbehov.

Men det modsvares af en arbejdspligt. Adler-Karlsson forestiller sig det nuværende skattesystem erstattet af en klart defineret arbejdspligt for alle. Ingen skal kunne købe sig fri af denne arbejdspligt. For Adler-Karlsson må rettigheder og pligter hænge tæt sammen. ”Rettigheder og pligter må i ethvert samfund gå hånd i hånd, hvis den politiske misfornøjelse ikke skal vokse sig alt for stor. Den må nødvendigvis afbalanceres af en pligt for individerne til at gøre deres del af det nødvendige arbejde.” (s. 85). Og han ser ikke noget særligt odiøst i en arbejdspligt. Den har vi allerede i dag som en tvang til lønarbejde. Han vil have den reduceret således, at den nødvendige arbejdsindsats bliver mere synligt og retfærdigt fordelt over hele befolkningen. Hvad Adler-Karlsson først og fremmest er interesseret i er ”at sikre arbejderen større psykisk frihed i forhold til arbejdskøberen”. (s. 95). Alle er sikret en materiel grundtryghed mod at tage ligeligt del i det nødvendige arbejde i nødvendighedssektoren. Ingen er tvunget til at tage lønarbejde i overflodssektoren. Han ser det som ”at have taget et langt skridt fra lønslaveriet og ind i den højere friheds rige”, og betegner det dermed som afskaffelse af den udbytning, som den marxistiske udbytningsmodel forudsætter (s. 96). Man kan sige, at Adler-Karlsson har skabt en ny model for funktionssocialisme. Hvor den gamle model var optaget af ejendomsfunktionerne, er det centrale element i den nye model den garanterede grundtryghed.

For Adler-Karlsson hænger tanken om minimums- og maksimumsindkomster sammen. Afskaffelse af den absolutte fattigdom hænger på verdensplan sammen med udviklingen af et internationalt beskatningssystem. Men for at et sådant internationalt ressource-overførselssystem kan etableres, må der først ske en udvikling af en national solidaritet mellem rig og fattig i både i-landene og u-landene. »Hvis vi indførte en minimums- og maksimumsindkomst og en international beskatning, ville vi kunne sænke takten i befolkningseksplosionen i u-landene og takten i standardeksplosionen i i-landene.« (s. 267).

Konklusion

Det er bemærkelsesværdigt, at Adler-Karlssons ”Lærebog for 1980’erne” (1975) og hans ide om en materiel grundtryghed (1977) fremkom før udgivelsen af ”Oprør fra Midten” (1978), som fik så megen opmærksomhed og gjorde begrebet ”borgerløn” kendt i den brede offentlighed.

Der er mange lighedspunkter, men også nogle forskelle mellem Adler-Karlssons analyser og ”Oprør fra midten”.

Begge analyser foretager et opgør med vækstsamfundet og vil skabe et samfund i balance og bæredygtig udvikling, og begge peger på, at det kræver en ændring i synet på arbejdet. Adler-Karlsson skelner mellem tre typer af arbejde ”slid”, “nødvendighedsarbejde” og ”aktivitet” og vil have en mere ligelig fordeling af det. ”Oprør fra Midten” taler om en ligestilling af lønarbejde, husarbejde og uddannelse.

Det centrale redskab til en sådan ligestilling er for Adler-Karlsson skabelsen af en ”materiel grundtryghed” og for ”Oprør fra midten” en ”borgerløn”.  For Adler-Karlsson er den tænkt ud fra lønarbejderes tryghedsbehov i forhold til arbejdsmarkedets usikkerhed og eventuelle arbejdsgiveres magt og vilkårlighed. Derfor tænkes den også̊ opfyldt i en ren statslig sektor, hvor rettigheder og pligter hænger sammen, hvorfor spørgsmål om arbejdspligt opfattes som noget helt naturligt. I ”Oprør fra Midten” tænkes borgerløn som værende ubetinget for alle. Dog opererer man her med en social værnepligt for alle mellem 15 og 25 år, der administreres af lokalsamfundene.

Ved en genlæsning af de gamle tekster fra 1970’erne bliver det klart hvor fremsynet en samfundsforsker Gunnar Adler-Karlsson var og hvorfor han er værd at mindes og genopdage.

Gunnar Adler-Karlson opdagede ved sit forsvar for sin disputats om den vestlige økonomiske krigsførelse imod Sovjetunionen og Comecon hvor kontroversielle hans historiske analyser var. Her fandt han ud af, at den svenske neutrale stat under den kolde krig havde samarbejdet med NATO, samt at Wallenberg under 2. Verdenskrig havde samarbejdet med nazisterne. Det førte til, at han lagde sig ud med både den socialdemokratiske og den erhvervsmæssige elite i Sverige.

I 1979 købte han et hus på Capri, hvor han fra 1989 tog permanent ophold. Her etablerede han i 2000 en filosofisk park og afholdt forskellige internationale seminarer. Gunnar Adler-Karlsson: Meditations on Western Wisdom. Guide to The Capri Philosophical Park.  Jeg besøgte ham her i oktober 2003.

Han har skrevet sine erindringer: En uppblåst bakteries memoarer. The Capri Institute 2003

 

Litteratur:

Gunnar Adler-Karlsson, (1967) Funktionssocialism. Ett alternativ til kommunism och kapitalism. Oskarshamn: Bokförlaget Prisma.

Gunnar Adler-Karlsson, (1973) Funktionssocialisme. Alternativet mellem kommunisme og kapitalisme. København: Fremads Fokusbøger.

Gunnar Adler-Karlsson, (1975) Lärobok för 80-tallet. Prisma.
Gunnar Adler-Karlsson, (1976) Lærebog for 80’erne. Et antikonsumistisk manifest. København: Fremads Fokusbøger.

Gunnar Adler-Karlsson, (1977) Nej til fuld beskæftigelse – ja til materiel grundtryghed. Køben-havn: Erling Olsens Forlag.

Gunnar Adler-Karlsson, (2000) Meditations on Western Wisdom. Guide to The Capri Philosophical Park.

Gunnar Adler-Karlsson, (2003) En uppblåst bakteries memoarer. The Capri Institute. 2003

Erik Christensen, (2000) Borgerløn. Fortællinger om en politisk idé. Forlaget Hovedland. s. 2018-234 og 252-262.

 

Erik Christensen er tidl. Lektor i samfundsfag på Aalborg Universitet.

Fotos: Erik Christensen

print