Krævementalitet og klientgørelse

“Ingen kan bare kræve. Enhver må spørge sig selv »hvad kan jeg gøre?« Det støder mig og mange andre, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Eller ligefrem snyder”. Det sagde Helle Thorning i sin nytårstale.

Er man så uheldig at være en af de 800.000 danskere, der står uden for arbejdsmarkedet, må man naturligvis lige som andre borgere spørge sig selv “Hvad kan jeg gøre”.  At yde sit betyder nemlig at have et job, så man kan forsørge sig selv og sin familie. Det er bare ikke så let, som det har været. Arbejdet forstået som en pligt, vi alle kan tage på os, gælder ikke længere. Arbejdet er blevet et privilegium, der er forbeholdt 80 procent af befolkningen.

For de mange, der ikke har fået del i dette privilegium, lyder mantraet om ret og pligt lidt hult. Det støder Helle Thorning, hvis der er nogen, der ikke yder deres. Det støder også mig, men sagen er jo, at der er alt for mange, der ikke engang får chancen.

Helle Thorning lovede, at hun ville endevende alt. Hun lovede at reformere vores førtidspension, kontanthjælp og skattesystem. Alt sammen for at få flere i arbejde og gøre vores økonomi mere robust.

Fint. Det er lige præcis der, vi skal tage fat, men det er ikke sandsynligt at vi får alle i arbejde – der er nemlig ikke arbejde nok. For 40 år siden drømte vi om fritidssamfundet, hvor man kun behøvede at arbejde 20 timer om ugen for at få det hele til at løbe rundt, så ville maskinerne klare resten.

Der er vi i dag, men i stedet for at deles om arbejdet, har vi valgt at forbeholde det for de heldige 80 procent af befolkningen. Her vil mange indvende, at vi da blot skal have gang i væksten, så kommer de gode tider med fuld beskæftigelse tilbage. Sagen er bare den, at vi selv under højkonjunkturen ikke havde en nævneværdig lavere reel ledighed, faktisk skal vi helt tilbage til begyndelsen af 70-erne for at finde noget, der ligner fuld beskæftigelse.

Selv i Tyskland, der fremhæves som Europas gode eksempel, er der en stor skjult arbejdsløshed plus et voksende antal “working poor”, og i resten af verden ser det slemt ud. Arbejdsmarkedet er blevet globalt. På verdensplan er udbuddet af arbejdskraft vokset med milliarder af villige hænder, så der er god grund til at gentænke og reformere vores arbejdsmarkeds- og socialpolitik. Alle politiske partier taler om reformer, men foreslår blot at gøre lidt mere eller lidt mindre af det, man hidtil har gjort.

Vi er blevet tudet ørerne fulde af snak om den truende mangel på arbejdskraft. Den truende demografiske udvikling med færre unge og flere ældre. Men man har ikke taget de mange i ”udenforskabet” med i regnestykket.

Lad os se sandheden i øjnene. Den alt for store del af den voksne arbejdsduelige del af befolkningen er blevet ekspederet ud på et sidespor. De er blevet klienter, passive tilskuere til deres eget liv og må stå med hatten i hånden overfor sagsbehandleren. Det er en illusion at tro, at det vil blive stort anderledes selv med en stor økonomisk vækst. Hvad ville der ske, hvis vi ændrede på klientsystemet? Hvis de mennesker, der i dag er frataget deres værdighed og selvrespekt, fik en chance for at tage deres tilværelse i egne hænder?

Hvad ville der ske, hvis de fik mulighed for at opretholde en levestandard som nu men uden aktiveringspligt. Altså at pligten til at stå til rådighed blev afløst af tilbud om meningsfuld aktivering og/eller uddannelse. Så kunne vi spare det kæmpemæssige kontrolapparat, og socialrådgiverne kunne koncentrere sig om det, de er uddannet til, nemlig at hjælpe, støtte og vejlede.

Over hele verden ser vi i disse år den slags tanker spire og gro. De er blevet en del af de nye bevægelser, der er opstået på Plaza del Sol i Madrid og talrige andre pladser i Europa og USA. Ideerne er udviklet i et verdensomspændende netværk, BIEN, Basic Income Earth Network, og består kort fortalt i en ny og moderne udgave af den gamle drøm om borgerløn, men befriet for dens utopiske gevandter.

Ideen, der støttes af en række nobelpristagere i økonomi består i, at man skrotter det virvar af støtteordninger, der findes i dag og erstatter det af en negativ skat. Alle pålignes en flad skatteprocent af deres indtægt. Den derved beregnede skat fratrækkes et beløb, der svarer til en defineret fattigdomsgrænse. Hvis forskellen er negativ, udbetales den af skattemyndigheden til skatteyderen. Vi kunne i Danmark ansætte “skatterabatten” til kr. 96.000 for personer over 25 år hvilket nogenlunde harmonerer med folkepension og bistandshjælp efter skat, og et noget lavere rabat beløb, f.eks svarende til SU-ydelse for personer mellem 18 og 25 år. Tro det eller ej. Så enkelt kan det gøres. Men har vi råd? Svaret er ja, se beregningerne her: www.basisindkomst.dk. Vi uddeler hvert år 300 mia. kr. i overførselsindkomster. Vi gør det bare på en tåbelig måde,

Men vil folk ikke bare lægge sig på sofaen, hvis de ikke længere har pisken over nakken? Det er der sikkert nogen, der vil, men det store flertal vil gribe de nye muligheder med kyshånd. Slut med klientgørelse og fattigdomsfælde. Endelig vil det kunne betale sig at arbejde også får dem i den lave ende af indtægtsskalaen.

Lad os forestille os en kontanthjælpsmodtager, der i dag på grund af modregningsregler ikke får en krone ekstra ud af at skaffe sig et job, måske endda tværtimod. Hvis det var muligt at tjene lidt ekstra uden modregning, ville den pågældende måske få lyst til at tage et deltidsjob. Det er første skridt ind i et fællesskab med kolleger og bort fra klientrollen.

Eller tag en skuespiller eller musiker. I dag skal disse mennesker stå til rådighed for arbejdsmarkedet, søge alle mulige jobs, bruge tid på noget, der ligger langt fra deres profession. Mange har typisk perioder med job afløst af perioder med ledighed. Tænkt hvis de kunne koncentrere sig om det, de er gode til.

Og iværksættere ville kunne starte op med et sikkerhedsnet svarende til den iværksætterydelse, som faktisk fungerede fornuftigt indtil den af uransagelige årsager blev afskaffet.

Vi skal ”tænke ud af boxen”. Vi skal bort fra umyndiggørelse og klientificering. Et menneske, der  fratages sin værdighed og selvrespekt, mister evnen til at tage hånd om egen tilværelse 

Og vi har jo allerede en form for borgerløn. Alle får i dag et fradrag i indkomsten på ca. 40.000 kr. Ja folk i alderen 64-65 år får oven i købet en præmie for at være i arbejde på ca. 100.000 kr i form af et fradrag i skatten, så vi ved godt hvordan det kan gøres.

print