Leah Barrett Werner: When Stories Change Our Worlds: an Ethnography on Basic Income in Lindsay, Ontario

Af Leah Barrett Werner.

Jeg er for nylig (2021) blevet færdig med min kandidatuddannelse i antropologi på Concordia Universitet i Montreal, hvor jeg har skrevet speciale om basisindkomst med titlen: When Stories Change Our Worlds: an Ethnography on Basic Income in Lindsay, Ontario. Specialet handler om en række fortællinger, der opstår blandt borgere, da basisindkomst kommer til en lille by i den canadiske provins Ontario, hvor der har været eksperimenteret med basisindkomst. I specialet har jeg forsøgt at skildre både en række individuelle fortællinger om oplevelsen af at være på basisindkomst, og hvordan personlige historier om basisindkomst blev fortalt og genfortalt i lokalsamfundet og dermed var med til at skabe opbakning omkring ideen. 

Specialet tager udgangspunkt i etnografisk feltarbejde, som jeg foretog i byen Lindsay, som var en af de tre kommuner, der var en del af Ontarios pilotprojekt om basisindkomst. Ti procent af byens befolkning på i alt 20.000 var en del af projektet, som skulle have kørt i tre år, men som blev afsluttet to år før tid efter et regeringsskifte i provinsen. Formålet med projektet var at teste om en basisindkomstmodel ville føre til bedre helbred, livskvalitet og arbejdsmarkedsdeltagelse blandt de fattigste i befolkningen. Dette for at blive klogere på, om en sådan model vil kunne erstatte eksisterende sociale ydelser, som i mange år har været stærkt kritiseret for dels at være for lave, dels at være stigmatiserende for modtagere i provinsen. Jeg tilbragte tre måneder i byen og interviewede blandt andet personer, som havde været en del af projektet, og lokale aktivister og fortalere for basisindkomst (se specialet for flere detaljer omkring projektet, og hvilken model af basisindkomst der er tale om).

Kort beskrivelse 

Da jeg rejse til Lindsay i sommeren 2019, var der en følelse af dyb skuffelse blandt projektdeltagere og fortalere over afblæsningen af projekterne. Ikke desto mindre var der alligevel sket noget i byen. For de forhenværende deltagere, som jeg interviewede, havde det at være på basisindkomst været en enormt betydningsfuld oplevelse. Det havde føltes principielt anderledes end at være på de sociale ydelser, som de tidligere havde modtaget, både fordi deres indkomst havde været højere, mens de var på basisindkomst, og fordi der havde været en anderledes og mere håbefuld fortælling og følelse knyttet til basisindkomst. Ydermere blev mange af de positive historier om borgere, der havde været på basisindkomst, genfortalt ofte, især af lokale fortalere. Dette var, blandt andet, en strategi for at øge støtte til ideen i lokalsamfundet og en måde, hvorpå der blev sat spørgsmål ved eksisterende forestillinger omkring arbejdsløshed og værd. Historierne illustrerede ofte forskellige ”legitime” grunde til arbejdsløshed eller fattigdom (inklusive lave lønninger), og hvordan basisindkomst hjalp folk til at få en bedre tilværelse, mere tid til omsorg for børn eller til frivilligt arbejde, og til sidst, hvordan det for nogle var en hjælp til at starte en ny forretning. Historierne bidrog dermed til at skabe en positiv fortælling omkring basisindkomst i lokalsamfundet. Gennem disse delte fortællinger og aktivisme opstod der også et fællesskab, som strakte sig ud over byens og projektets grænser, og som blev en væsentlig del af den bredere sociale bevægelse omkring basisindkomst i landet. 

Specialet kan læses her

print