Permanent basisindkomst til kunstnere i Irland fra 2026
Erik Christensen
I 2022 startede et basisindkomst eksperiment i Irland (BIA – Basic Income for the Arts), hvor kunstnere efter en godkendelsesprocedure kunne modtage en ugentlig ydelse på 325 Euro.
Ordningen omfattede alle kunstarter – billedkunst, teater, litteratur, musik, dans, opera, film, cirkus og arkitektur.
Kriterierne for modtagelse af ydelsen var bl.a. at man kunne fremvise to kunstværker, der kunne vise, at man var en professionel kulturarbejder, bevis for indkomst fra kunstsalg, medlemskab af en professionel kunstnersammenslutning samt anmeldelser af sin kunst.
8200 personer blev erklæret berettiget til at modtage ydelsen og 2000 tilfældigt udvalgte blandt dem fik ydelsen.
Den 10. februar 2026 bekendtgjorde den irske regering så, at den ville gøre ordningen permanent efter at forsøgsordningen var blevet evalueret.
Evalueringen viste, at kunstnerne under ordningen brugte mere tid på deres kunst, oplevede forøget trivsel, reduceret angst og større tryghed på grund af en sikret indkomst. Desuden viste en cost-benefit-analyse, at for hver Euro der blev investeret i projektet, modtog samfundet 1,39 Euro.
Den irske regering har nu foreløbig meldt ud, at ordningen med at give 2000 kunstnere tilfældigt udvalgt blandt de berettigede kunstnere 325 Euro pr. uge vil fortsætte, og at det vil blive en ordning, der vil gælde for 3 år. Derefter vil 2000 andre blive udvalgt for en ny 3-årig periode. Når den er slut, vil de første modtagere igen få muligheden for at blive udvalgt. De nærmere retningslinjer vil foreligge i april 2026 og de første udbetalinger vil ske sidst på året.
Måske kunne det inspirere danske politikere til at lave noget tilsvarende i Danmark. Man kunne starte med at indbyde til en konference, hvor man bl.a. informerede om den irske ordning og dens effekter.
Henvisninger:
