Schweiz overvejer at forære borgerne 2080 euro om måneden

Af Theresa Locker, Internetmagasinet Motherboard, 18. november 2014:

I fredags begyndte det schweiziske Nationale Råds Socialudvalg at drøfte indførelsen af en basisindkomst. Ideen om en ubetinget, eksistenssikrende månedlig betaling er ikke før blevet drøftet på så højt et parlamentarisk plan andetsteds i verden.

Debatten kunne ikke blot være et afgørende skridt fra utopi til virkelighed, men også anses som en gigantisk succes for det schweiziske borgerinitiativ “borgerløn”, der har forelagt forslaget sidste år. I tilfælde af, at et tilstrækkeligt stort antal schweiziske parlamentsmedlemmer kan overbevises om ideen inden for de næste to år, kunne Schweiz faktisk være den første live feltstudie af en landsdækkende obligatorisk grundløn.

Borgerlønskonceptet er enkelt: I stedet for at modtage socialhjælp, boligsikring eller værdikuponer for uddannelse, modtager hver borger 2.080 € (2500 schweiziske franc) om måneden. Pengene kan bruges frit, uden at der er nogen restriktioner og uden at skulle redegøre for anvendelsen. Ønsker man at have flere penge, skal man gå på arbejde. Og kommer man ud i vanskelige økonomiske situationer, kan man om ikke andet stadig falde tilbage på det sikkerhedsnet, som en eksistenssikring udgør.

For at tydeliggøre betydningen af deres vision indsamlede initiativet i det forløbne år otte millioner fem-centimer(en for hver schweizisk borger) og hældte dem i oktober 2013 ud som et pengebjerg på Bundesplatz i Bern foran parlamentsbygningen. Med denne aktion ville initiativet indsamle de nødvendige 100.000 underskrifter, der er nødvendige i det direkte demokrati i Schweiz for at indlede en folkeafstemning.

Resultatet af den seneste debat i den schweiziske socialkommission var faktisk forbløffende: Især blandt Socialdemokraterne fandtes modstandere, som kaldte initiativet for værende “farligt” og foreslog et alternativ i form af en generel erhvervsforsikring. Ifølge en analyse, som avisen Tagesanzeiger iværksatte, stammer denne frygt hovedsagelig fra tankemønstre tilbage fra industrialiseringen (hvor Socialdemokraterne stadig klart stod frem som et arbejderparti). På det tidspunkt krævede partiet alles ret til et arbejde, og nu skulle der findes en ret til dovenskab? Desuden ville mange af de hårdt tilkæmpede grene af den sociale sektor forældes ved indførelse af basisindkomst; områder, som MP’er kunne tænkes at være dybt involverede i.

Planen for borgerløn udgør et punkt blandt en række forslag som reaktion på den økonomiske ulighed. Allerede for nogle måneder siden blev der gjort et forsøg på at begrænse de toplønninger, lederne af børsnoterede selskaber får.

Men 1:12-initiativet, der førte til en afstemning om, hvorvidt erhvervsledere må tjene en løn, der overstiger en almindelig arbejdstagers løn med det tolvdobbelte eller ej, mislykkedes. Schweiziske direktører frygtede allerede at skulle friste en mager tilværelse på kun € 24.000 om måneden og truede med at flytte til udlandet, hvilket gælder som ’killer-argument’ og medførte, at de schweiziske borgere til sidst afviste forslaget under referendummet. Så alt forbliver ved det gamle: Direktøren for Novartis gav for eksempel kun under voldsom protest afkald på en godtgørelse på ca. 70 mio euro, som han skulle modtage blot for ikke at flytte over til en konkurrerende virksomhed.

Denne form for grundstemninger i befolkningen samt det generelt konservative miljø i Schweiz gør, at mange eksperter efterhånden tvivler på, at planen om basisindkomst rent faktisk vil blive godkendt under  afstemningen om to år.

Der kan også hurtigt diskes op med kritik af en betalingsgaranti på 2.080 € til hver borger. Modstandere argumenterer fra forskellige perspektiver: Hvem skal betale? Hvem ville stadig gå på arbejde, når man uden videre kan overleve på tant og fjas? Eller når de er – det kunne også bruges som en fremragende idé til en film – taget til Tijuana, i stedet for at fodre den lokale økonomi med den nye garanti-købekraft?

Hvem kommer til at gøre rent på vores toiletter, hvis ingen skal gøre sit arbejde af eksistentielle årsager? De makroøkonomiske konsekvenser ville ligeledes være uoverskuelige. Hvis fx alle havde råd til en lejlighed i bymidten, hvor længe ville der så gå, før priserne eksploderer til det umålelige?

Faktisk er et social-økonomisk eksistenssikringsprogram i så stor skala aldrig før blevet afprøvet, men mindre undersøgelser tyder på, at planen kunne gå op. I Canada blev et socialt eksperiment kaldet MINCOME allerede udført for 35 år siden, og det virkede på lignende vis. Resultatet var, at folk oftere deltog i forebyggelsesforanstaltninger, at flere afsluttede deres studentereksamen, samtidigt med, at der blev konstateret et fald i antallet af voldstilfælde.

Fortalere hævder, at denne foranstaltning vil gøre udnyttelsen af arbejdstagere umulig: Basisindkomsten ville styrke forhandlingspositionen for selv mindre uddannede arbejdstagere, der ikke skulle give sig tilfreds med en lav mindsteløn. Desuden hævder de, at betalingen af overførelsesydelserne, som p.t. staten står for, ville beløbe sig til cirka det samme beløb som en regelmæssig, konsekvent betaling af penge til alle borgere – især hvis hele det omfattende administrationsapparat indgår i regnestykket.

Den mere eller mindre diffust opfattede følelse af, at systemet, baseret på ubegrænset vækst, på en eller anden måde skal ændres radikalt, deles af mange borgere – ikke mindst siden den sidste økonomiske krise. Fremtiden for vækst – eller også dens endeligt – har været genstand for mange bøger og film. “Basisindkomsten er den første positive vision i det 21. århundrede.”, siger en af initiativtagerne til schweiziske “basisindkomst”-bevægelsen. “De, der ikke skal, kan.”

Også i Tyskland findes private initiativer, der  går sammen om at omsætte utopien om et pengefrit liv til virkelighed under mikro-laboratorieforhold. Fx har arkitekten Van Bo Le-Mentzel finansieret sin basisindkomst gennem en crowdfunding kampagne #dscholarship via sine tilhængere. Et andet initiativ udloddede under titlen “Min basisindkomst” € 12.000 for et år.
Diskussionen om basisindkomst bliver hurtigt filosofisk og frembringer fascinerende indsigter i de forskellige menneskebilleder, som både din modpart og du selv har. Hvor meget frihed magter mennesket? Og hvad vil man gøre, hvis man har maksimal frihed? Motivationen til at gå på arbejde eller uddanne dig selv er ifølge læringsteorien stærkt varierende: Nogle mennesker har den indre motivation til at gå på arbejde; andre har brug for et eksternt pengeincitament for overhovedet at lette bagdelen fra sofaen. Én ting er sikkert: Med friheden følger en rygsæk fyldt med selvansvarlighed, der skal bæres, samt ansvaret for at yde et bidrag til samfundet som helhed, således at systemet i det hele taget kan fungere (ja, også du og jeg vil skulle gøre rent på offentlige toiletter).

Erich Fromm, en pioner inden for basisindkomst, skrev på den anden side for over 50 år siden:

Den garanterede basisindkomst ville ikke kun omdanne sloganet “frihed” til en realitet, det ville også bekræfte det princip, der er dybt rodfæstet i den religiøse og humanistiske tradition i Vesten, at mennesket under alle omstændigheder har retten til at leve. Denne ret til liv, mad og husly, til sundhedspleje, uddannelse osv. er en medfødt menneskeret, der under ingen omstændigheder må indskrænkes, ikke engang ved en vurdering af, om den pågældende person ’er til nytte’ for samfundet.

Måske er det virkelig efterhånden på tide at tænke forholdet mellem menneske og arbejde “uden gelænder” – for at citere forfatteren Hannah Arendt. Fordi data, der kan hjælpe os med en prognose, er der ikke nogle af. Derfor, kære Forbundsdag (i Tyskland), kunne ikke også vi så småt begynde at diskutere utopier på et helt realistisk plan?

Skrevet af Theresa Locker
Oversat af Britta Beatrix Hansen

Redigeret af Karsten Lieberkind

Kilde:
http://motherboard.vice.com/de/read/die-schweiz-ueberlegt-jedem-buerger-2000-euro-monatlich-zu-schenken-444

print