Selvvalgt arbejdsløshed – er det i orden?

Kan man virkelig selv vælge at være arbejdsløs? For langt de fleste vil det nok ikke være en mulighed. Vi har jo ifølge Mette Frederiksen en samfundskontrakt, der går ud på at alle, også syge, handicappede, unge og gamle, skal arbejde så meget som muligt. Jeg mindes dog ikke at have skrevet under på denne kontrakt. Men den ser jo ud til at fungere i og med at antallet af beskæftigede er rekordhøjt. I april 2024 var 3.014.745 mennesker i beskæftigelse. Og arbejdsløsheden er på 2,9%. Så vi er tæt på at have fuld beskæftigelse. Man regner med en arbejdsløshed på 2% som fuld beskæftigelse – der er altid nogle der i kortere perioder er arbejdsløse fx på grund af jobskifte.

Hvad laver så alle de mennesker, når de går på arbejde? Det rejser spørgsmålet: Hvad er arbejde. I dag forstås arbejde som lønarbejde, altså man arbejder for at få udbetalt en løn. Alt hvad man ellers foretager sig er ikke-arbejde, selvom det kan være nok så fornuftigt og samfundsmæssigt nødvendigt – her er det klassiske eksempel kvinders ubetalte reproduktive arbejde. Selvom vi bryster os af at have ligestilling, er det stadig flest kvinder, der tager sig af børn, syge og gamle. I privat regi er det ikke arbejde, det tæller ikke med i BNP. Men foregår det i det offentlige regi, er det arbejde.  Pædagoger, lærere og sygeplejersker får jo løn (omend ringe) for det arbejde de udfører.

Stress og udbrændthed

Arbejdsmarkedet er i dag benhårdt og mange magter ikke jobbet men bliver udbrændte eller går ned med stress – til glæde for hvem? Når vi nu skal arbejde alle sammen, burde arbejdet indrettes, så det passer til mennesker. Samtidig oplever vi et stigende prekært arbejdsmarked, hvor man går fra projekt til projekt eller til småjob efter småjob. For mennesker der arbejder prekært (med løs ansættelse uden sikkerhed og rettigheder) er det en evig kamp for at skaffe penge til næste måneds udgifter, hvilket naturligvis også kan medføre udbrændthed og stress, og så kan man jo have brug for en pause.

Selvvalgt arbejdsløshed

Befinder man sig på det prekære arbejdsmarked, kan det være oplagt at tage en periode på dagpenge, det kan på trods af alle de finurlige krav, der findes i arbejdsløshedsindustrien, give lidt ro. Også for mennesker med fast arbejde kan tingene spidse til, så man har brug for en periode uden arbejde. Og man kan som arbejdsløs vælge at søge job på skrømt og foretage sig alt muligt andet, man finder mere værdifuldt end lønarbejde.

Må man nasse på fællesskabet?

Har man penge nok og kan forsørge sig selv, er der ingen, der blander sig i, hvad man foretager sig. Men skal man have dagpenge eller kontanthjælp stiller tingene sig anderledes. Her lever man jo af andres penge, for at bruge et godt borgerligt udsagn. Og det kan skabe stor furore. Hvem husker ikke dovne Robert. Robert var vist ikke specielt doven, men han ville ikke have et dårligt arbejde, og det er der jo alt for meget af.

Mange vil blive voldsomt forargede over, at man frivilligt vælger arbejdsløshed og hæver penge, vi alle sammen er med til at betale. Og i et system som vores, hvor man bidrager til fællesskabet gennem arbejdet, kan det være problematisk, men på den anden side kan man ud fra et personligt perspektiv bidrage på mange andre måder. Det er ikke kun lønarbejdet der bidrager til fællesskabet. I en selvvalgt periode på dagpenge kan man fx bidrage ved at arbejde som frivillig i en humanitær organisation, være fodboldtræner eller skrive en bog. Og 117 andre ting. Så måske er en pause fra lønarbejdet en ganske givende foranstaltning.

Det er vigtigt at huske på, at mennesker uden lønarbejde ikke er dovne, men er mennesker, der ikke kan holde det pressede lønarbejde ud og gerne vil foretage sig mere meningsfulde ting.

Det er en alt for snæver forståelse, at det kun er mennesker med lønarbejde, der bidrager til samfundet. Vi foretager os alle sammen noget, som bidrager til det fælles bedste, det kan fx være at engagere sig politisk, i foreninger, lave kunst eller passe syge børnebørn, så forældrene kan arbejde.

Men vi har alle brug for en eller anden form for økonomisk sikring og her ville en ubetinget basisindkomst være løsningen. Det ville for alvor sætte mennesker fri og skabe masser af nye og spændende muligheder. Men indtil vi får indført en UBI, må det være helt legitimt at tage en periode som selvvalgt arbejdsløs.

 

Gitte Pedersen