2025 – Generalforsamling

Referat af BIEN Danmarks generalforsamling lørdag d. 29. marts 2025  i Odense Kultur- og Idrætscenter, Stadionvej 50, Odense V. Generalforsamlingen var også tilgængelig online.

1. Valg af dirigent og referent

Forpersonen Dorte Kolding bød velkommen, og herefter blev Erik Christensen valgt som dirigent og Michael Husen som referent. Dirigenten takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indkaldt.

2. Formandens beretning

Forpersonen Dorte Kolding fremlagde sin beretning om BIEN Danmarks aktiviteter i det forgangne år 2024. Beretningen kan læses her. Beretningen indeholdt bl.a. mindeord for bestyrelsesmedlem Ulla Munksgaard, der døde af kræft i januar 2025.

Efter beretningen var der debat med udgangspunkt i Thomas Due Nielsens forslag om at vi fremover fokuserer mere på podcast-mediet. Både ved at prøve at få taletid i de eksisterende veletablerede podcasts (f.eks. Guld og Grønne Skove, Brinkmanns Briks, Supertanker) og ved selv at producere podcasts. Erik gjorde opmærksom på, at Søren Rohmann Sønderby, der lavede 4 podcasts til BIEN Danmark i 2022, stadig har teknisk udstyr liggende, som kan bruges, hvis nogen vil tage tråden op, og Thomas erklærede, at han muligvis gerne ville forsøge. Dorte gjorde opmærksom på de muligheder, der er på Folkemødet på Bornholm for at skabe kontakter mhp. samarbejde.

Beretningen blev godkendt.

3. Fremlæggelse af revideret regnskab til godkendelse

Kassereren Mads Damgaard Morten meddelte, at på grund af en uforklarlig diskrepans på omkring 4.000 kr.  mellem regnskabet og bankkontoen var regnskabet endnu ikke færdigt, og at det derfor heller ikke endnu havde været forelagt for revisoren. Kassereren kunne altså ikke fremlægge regnskabet, og forsamlingen havde ikke mulighed for at godkende det.

Helle Wisbech mente, at det så medfører at vi bliver nødt til at afholde en ekstraordinær generalforsamling med det det formål at godkende regnskabet, når det er færdiggjort og klar.

4. Indkomne forslag

Der var ikke indkommet nogen forslag til behandling på generalforsamlingen.

5. Fastsættelse af kontingent

Det blev vedtaget at bibeholde det nuværende kontingent på 200 kr. pr. år og 100 kr. for studerende og andre mindre bemidlede.

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer

Samtlige medlemmer af den nuværende bestyrelse genopstillede, og derudover opstillede Thomas Due Nielsen. Alle de opstillede blev valgt, og bestyrelsen består herefter af:

Erik Christensen
Finn Gemynthe
Karsten Lieberkind
Michael Husen
Dorte Kolding
Helle Wisbech
Mads Damgaard Mortensen
Morten Isaksen
Gitte Pedersen
Thomas Due Nielsen

7. Valg af revisor

Søren Christian Lund blev genvalgt som revisor.

8. Eventuelt

Nogle stikord fra debatten om BIEN Danmarks fremtid

Thomas: Der er sket mange kedelige ting det seneste år, ikke mindst i USA. Våbenlobbyen har for meget vind i sejlene. Automatiseringen og AI vil skabe store omvæltninger og dermed øge behovet for UBI.

Erik: Enig i det sorte perspektiv, men i BIEN Danmark skal vi fokusere på vores sag: UBI. Mht. AI og automatisering: refererer Guy Standing for at sige, at vi skal være forsigtige med at se en stor revolution i automatiseringen

Helle: Vi er for få i foreningen. Det skal vi gerne have rettet op på.

Mads: Ønsker, at vi kan holde generalforsamlingen digitalt fremover

 

Ved et efterfølgende konstituerende bestyrelsesmøde d. 27. april 2025 blev Dorte Kolding udpeget til forperson, Erik Christensen til næstforperson, Helle Wisbech til kasserer og Mads Damgaard Mortensen til sekretær.

Del artiklen