Basisindkomst i Canada, aktiviteter og erfaringer

Debatten om basisindkomst i Canada er gammel. Allerede i 1930’erne diskuterede man ideen (C.H. Douglas’ Social Credit). Mest kendt i efterkrigstiden er det såkaldte Mincome eksperiment i Manitoba i 1994-79. (se https://basisindkomst.dk/mincome-historien-om-et-vellykket-lokalsamfundseksperiment-med-basisindkomst/).

Canada er nok det land i verden, hvor tilslutningen til og debatten om basisindkomst er mest udbredt på det politiske niveau. (https://en.wikipedia.org/wiki/Universal_basic_income_in_Canada)

Hele fire politiske partier i Canada går principielt ind for en basisindkomst: det liberale parti, New Democratic Party (NPD), det grønne parti, og Piratpartiet.

I november 2013 viste en meningsmåling (af Troudeau Foundation) at 46% af canadierne tilsluttede sig ideen, mens 42% gik imod. I december 2022 var 47% af canadierne villige til at betale 1 til 2% mere i indkomstskat, hvis de blev tildelt en universel basic income (UBI) i Canada på 40.000 $ pr. år. 

Flertallet af liberale vælgere samt vælgere fra NPD støttede det. Tilslutningen steg med uddannelsesniveau, og kvinder havde større tilbøjelighed end mænd til at støtte forslaget.  

(https://cultmtl.com/2022/12/large-majorities-of-liberal-and-ndp-voters-would-pay-up-to-2-more-in-tax-for-a-ubi-of-40k-year-in-canada/)

Baggrunden for den store interesse har været en stærk basisindkomstbevægelse med afdelinger i de forskellige delstater – https://basicincomecanada.org

Bevægelsen har været støttet af forskellige socialpolitiske organisationer og tænketanke og været aktiv i forskellige valgkampe – både på statsligt og føderalt plan – med støtte til kandidater, der gik ind for UBI-ideen. Det har betydet at der er udgivet flere omfattende rapporter om indførelsen af en UBI. (f.eks. https://en.wikipedia.org/wiki/British_Columbia_Basic_Income_Expert_Panel_Report)

I 2021 fremsatte to parlamentsmedlemmer forslag i det nationale parlament om skabelsen af ”a guaranteed liveable basic income”. (https://www.ubiworks.ca/guaranteed-livable-basic-income)

I Canada har man også haft et stort basisindkomstprojekt siden Mincome, nemlig Ontario Basic Income Pilot Projekt. ( se https://en.wikipedia.org/wiki/Ontario_Basic_Income_Pilot_Project) .

Projektet blev skabt af det liberale parti i delstaten Ontario i 2018, men blev på grund af modstand allerede afsluttet i marts 2019 af den konservative regering. 

Målet var at give en fast indkomst (34.000 $ om året og 48.000 $ pr. par) til 4000 tilfældigt udvalgte indbyggere i tre år til folk med en lav eller ingen indkomst. Hvis deltagerne modtog en udbetalt løn, ville basisindkomstbeløbet blive reduceret med 50 cent for hver dollar i arbejdsindkomst.

Skønt projektet blev afsluttet før planlagt, viste indsamlet forskning om projektet, at den ubetingede natur af projektet havde betydelige fordele i forhold tidligere støtteprogrammer. En del af forsøget foregik i byen Lindsay, og erfaringerne herfra er beskrevet af den danske antropolog Leah Barrett Werner. Se hendes artikel om Lindsay på vores hjemmeside: When Stories Change our Worlds og hør podcasten med Lea, ligeledes på vores hjemmeside: Basisindkomst i Lindsay, Canada – en antropologs fortællinger.

I 2021-2022 har basisindkomstbevægelsen sammen med miljøbevægelsen deltaget i et fællesprojekt med forskellige dele af miljøbevægelsen i et projekt i 33 lokalsamfund, hvor man har talt med 900 mennesker om, hvorledes klimaforandringerne påvirker lokalsamfundene, og om, hvorledes man kan skabe en modstandsdygtighed. Et væsentligt resultat af dette projekt har været, at indkomstsikkerhed (f.eks. i form af en basisindkomst) er en nøglefaktor for at kunne deltage i og skabe en lokal modstandsdygtighed ved løsninger på klimaproblemerne. (https://greenresilience.ca/final-report/)

Erik Christensen